Assad: Våbenhvile betyder ikke at våbnene tier

Skrevet af admin

15/02/2016

Dagens topnyheder

Mens FN forsøger at redde stumperne af køreplanen for fredsforhandlinger i Syrien, lader det ikke til, at Syriens præsident Bashar al-Assad har tænkt sig at lægge våbnene.

I en tv-transmitteret tale siger Assad mandag aften, at en våbenhvile - hvis en sådan træder i kraft - ikke betyder, at konfliktens parter helt holder op med at anvende våben.

- I forhold til en våbenhvile, til en en pause i de militære operationer, hvis det sker, betyder det ikke, at hver part vil stoppe med at bruge våben.

- En våbenhvile betyder at forhindre terrorister i at befæste deres stillinger. Flytning af våben, udrustning af terrorister og befæstning af stillinger vil ikke blive tilladt, siger Assad på tv.

Samtidig siger Assad, at han mener, der er mange ubesvarede spørgsmål, der skal håndteres, inden der kan indgås våbenhvile.

Blandt andet hvordan man definerer, hvem der er terrorist - hvortil Assad understreger, at den syriske stat anser alle, som vender et våben mod staten, for at høre under kategorien "terrorist".

- Der kan ikke være en våbenhvile uden et mål eller en tidsplan. Indtil videre har de sagt, at de vil have våbenhvile inden for en uge. Hvem er i stand til at samle alle disse forhold og krav inden for en uge? Ingen, siger Assad.

Den syriske præsidents tv-optræden kommer samme dag, som FN's syrienmægler, Staffan de Mistura, besøger den syriske hovedstad Damaskus, hvor han har talt med den syriske udenrigsminister.

Staffan de Mistura sad tidligere i februar for bordenden ved de kuldsejlede syriske fredsforhandlinger i Genève.

Siden har de Mistura udtrykt håb om at genoptage fredsforhandlingerne 25. februar. Men de syriske oprørsgrupper har dog udtalt, at de ikke ønsker at dukke op til næste forhandlingsrunde.

/ritzau/Reuters