Assads parti udskifter ledelsen

Det statslige nyhedsbureau SANA citerer præsidenten for, at partiet skal udvikles og arbejde tættere sammen med folket for at gøre en ende på den borgerkrig, som i mere end to år har hærget landet.

»Partiet må udvikle sig i takt med virkeligheden og fremme en kultur præget af dialog og en frivillig indsats fra folket,« siger Assad.

Det er første gang siden 2005, at der er sket en rokade i partitoppen, og blandt de nye medlemmer af ledelsen er parlamentets leder Jihad al-Laham og premierminister Wael al-Halqi.

Udskiftningen skal ifølge lederen af Damascus Centre for Strategic Studies, Bassam Abu Abdullah, ses som et resultat af utilfredsheden med partiet indefra.

»Der har været meget kritik inde fra basen mod ledelsen, som er blevet beskyldt for at være ufleksibel, både før og siden krisen,« siger han til AFP.

En anden analytiker, som ønsker at være anonym, siger til AFP, at man i Baath har besluttet sig for »at få en yngre ledelse, som lader til at være mere åben over for det internationale samfund«.

Den politiske beslutning i Baath kommer samtidig med, at tropper loyale over for Assad er rykket længere ind i byen Homs, som ellers er på oprørernes hænder.

Det er tiende dag med voldsomme angreb fra Assad-soldaterne i området, og ifølge aktivister og en NGO er fem mennesker blevet dræbt i eksplosioner mandag.

BNB/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV