Assange fejrer årsdag på ambassade

Søndag besøgte den ecuadorianske udenrigsminister, Ricado Patino, Julian Assange på ambassaden, og udenrigsministeren kunne efterfølgende meddele, at Assange »er ved godt mod trods de begrænsede bevægelsesmuligheder«, skriver BBC.

Ricado Patino skal senere mandag mødes med sin britiske kollega, William Haegue, for at diskutere omstændighederne for Julian Assange, som Ecuador har lovet politisk asyl.

Under spektakulære omstændigheder søgte han beskyttelse på ambassaden 19. juni sidste år for at undgå udlevering til Sverige, hvor Assange står anklaget for seksuelle overgreb mod to kvinder, og han har ikke bevæget sig uden for ambassaden siden. Gør han det, står britisk politi klar til at arrestere og udlevere ham til Sverige.

Assange benægter anklagerne og frygter i sidste ende at havne i et amerikansk fængsel, fordi han er overbevist om, at svenskerne vil udlevere ham til USA, hvor han anklages for at have offentliggjort flere end en halv million hemmelige papirer om USAs militær og diplomati.

Problemet for Assange er, hvordan han kan forlade ambassaden, uden at britisk politi slår kløerne i ham.

Som en talsmand for det britiske udenrigsministerium siger til BBC:

»Storbritannien har en retslig forpligtelse til at udlevere Julian Assange til Sverige.«

Dagens Gossip