Astana afviser dopingproblem: Vi har intet at skjule

Skrevet af admin

12/12/2014

Dagens topnyheder

Astana vil i de kommende måneder blive holdt ekstra godt øje med på grund af flere dopingsager på det kasakhiske cykelhold.

Manager Alexandre Vinokourov har ingen problemer med, at den internationale cykelunion (UCI) har besluttet, at Institute of Sport Sciences på universitetet i Lausanne skal overvåge, at alt går rigtigt til på holdet.

- Vi har intet at skjule. Vi er transparente, siger Vinokourov ifølge det kasakhiske medie Sport Zakons hjemmeside.

Brødrene Maxim og Valentin Iglinskiy blev i efteråret taget for epo hos Astana, der også har haft tre sager på kontinental-holdet.

Alexandre Vinokourov fortæller, at det teknisk set ikke er hans ansvar, hvad der foregår på kontinental-holdet. De to sager med brødrene Iglinskiy er ifølge manageren blot enkeltstående tilfælde.

- Der finder ikke systematisk doping sted, siger han.

Tidligere på ugen hævdede den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport, at italienske anklagere havde beviser for, at Astana-folk i 2013 mødtes med dopinglægen Michele Ferrari.

Ferrari, der stod bag Lance Armstrongs dopingprogram, har afvist historien, og Vinokourov benægter også, at han har besøgt sin tidligere samarbejdspartner.

Alexandre Vinokourov blev i 2007 testet positiv for bloddoping under Tour de France og indrømmede dengang, at han havde arbejdet sammen med den kontroversielle læge.

- Jeg sagde i 2007, at jeg havde arbejdet sammen med ham, men ikke efter dengang.

UCI gav tidligere på ugen Astana licens til at køre på World Touren til næste år under en række skærpede krav.

Danske Jakob Fuglsang og dette års Tour de France-vinder Vincenzo Nibali kører for Astana.

/ritzau/Reuters