Astana forsvarer at køre fra Contador efter styrt

Skrevet af admin

14/07/2014

Dagens topnyheder

Inden mandagens 10. etape af Tour de France var Astanas kaptajn Vincenzo Nibali og Tinkoff-Saxos ditto nærmest sidestillede favoritter til den samlede sejr.

Efter etapen er Nibali klar favorit. Han vandt den hårde bjergetape og overtog den gule førertrøje, mens Alberto Contador udgik af løbet efter styrt på en nedkørsel.

Kort efter styrtet satte Astana sig frem for at sætte tempo på hovedfeltet, så spanierens jagt på hovedfeltet blev sværere.

- Michal Kwiatkowski sad i udbrud, og det er altså en rytter, som vi ikke kan lade køre. Ham var vi nødt til at jagte, siger Astanas sportsdirektør Giuseppe Martinelli.

Nu er løbet endnu en favorit fattigere. Allerede på 5. etape udgik briten Chris Froome.

- Jeg er ked af det på Alberto Contadors vegne. Men sådan er cykelløb. Jeg er ked af, at en stor rytter udgår af løbet i dag, siger Giuseppe Martinelli.

Contador styrtede 95 kilometer inden målstregen, og feltet var fire minutter foran, da spanieren igen var på cyklen. Efter 20 minutters jagt valgte han at udgå.

Nibali fører nu løbet med 2.23 minutter ned til Richie Porte (Sky) på andenpladsen.

/ritzau/