Astana risikerer at miste licens efter dopingsager

Skrevet af admin

07/10/2014

Dagens topnyheder

Alvorlige konsekvenser kan ramme cykelholdet Astana, efter holdet igen er involveret i en dopingsag.

Holdet, der har Alexander Vinokourov som manager og tæller Jakob Fuglsang blandt rytterne, tog mandag selv konsekvens af sagen mod Maxim Iglinskiy fra Kasakhstan og trak sig fra næste uges world tour-løb Tour of Beijing.

Men konsekvensen kan komme til at ramme holdet i hele 2015-sæsonen, vurderer præsidenten for den internationale cykelunion (UCI), Brian Cookson.

- Jeg er sikker på, at licenskommissionen vil have det med i sine overvejelser, når den uddeler sine licenser for 2015, siger Brian Cookson til nyhedsbureauet AP.

Hvis Astana mister sin licens som world tour-hold, vil det ikke længere være automatisk kvalificeret til sportens største løb i den kommende sæson.

Heller ikke i Tour de France, hvor holdet er forsvarende vinder efter italieneren Vincenzo Nibalis sejr i 2014.

Det er anden gang på kort tid, at Astana er involveret i en dopingsag. Maxim Iglinskiys bror Valentin blev taget for doping i en kontrol i august.

UCI-præsidenten håber ikke, at det er en tendens på holdet.

- Jeg håber, det er isolerede hændelser og ikke et symptom på et større problem på holdet, siger Brian Cookson.

Astana er en del af sammenslutningen MPCC, og ifølge dennes regler skal et hold, der har haft to dopingsager inden for en periode på 12 måneder, give sig selv en uges karantæne fra alle løb, hvorfor holdet ikke deltager i Beijing.

/ritzau/