Astana trækker sig fra løb på grund af doping

Cykelholdet Astana har trukket sig fra næste uges world tour-løb Tour of Beijing som følge af holdets seneste dopingsag med Maxim Iglinskiy fra Kasakhstan.

Det meddeler holdet mandag.

- Astana Pro Team reagerer på, at Maxim Iglinskiy ikke ønsker at få sin B-prøve analyseret, lyder det i pressemeddelelsen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Astana-holdet er med i MPCC, som er en sammenslutning af cykelhold, der har vedtaget et skrappere etisk regelsæt end den internationale cykelunion og antidopingorganisationen WADA's.

Efter MPCC's regler skal et hold, der har haft to dopingsager indenfor en periode på 12 måneder, give sig selv en uges karantæne fra alle løb.

- Astana Pro Team tilsluttede sig MPCC i 2013, og for at holde os til reglerne, har holdet besluttet at trække sig fra det sidste løb på world touren, Tour of Beijing, skriver holdet videre.

Maxim Iglinskiys bror Valentin, som også kørte på holdet blev taget for doping i en kontrol i august.

Mens Valentin Iglinskiy ikke kunne prale af de store resultater, har Maxim Iglinskiy blandt andet vundet forårets Ardenner-klassiker Liege-Bastogne-Liege. Han var desuden med på holdet, da italieneren Vincenzo Nibali vandt sommerens Tour de France. Det samme var danske Jakob Fuglsang.

/ritzau/

Dagens Gossip