Astana udtager Jakob Fuglsang til Touren

Skrevet af admin

27/06/2016

Dagens topnyheder

Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang er som ventet blandt de ni ryttere, som Astana har udtaget til etapeløbet Tour de France, som begynder på lørdag.

Det meddeler det kasakhiske hold på sin hjemmeside

Fuglsang bliver del af et stærkt hold med de to italienere Fabio Aru og Vincenzo Nibali som topnavnene.

Nibali, der vandt Tour de France i 2014, viste atter sine etapeløbskvaliteter, da han tidligere på året vandt sæsonens første grand tour, Giro d'Italia.

Med udtagelsen står 31-årige Jakob Fuglsang foran sin sjette deltagelse i det franske etapeløb, hvor han har gennemført hver gang.

Bedste samlede resultat kom i 2013, da han sluttede som nummer syv i klassementet godt 12 minutter efter den daværende vinder, Chris Froome.

I sidste års udgave at løbet satsede Fuglsang mere på endelig at vinde sin første Tour-etape, og han var flere gange tæt på - ikke mindst da han blev nummer to på bjergetapen til Plateau de Beille.

Her er Astanas Tour-hold:

Jakob Fuglsang, Fabio Aru, Vincenzo Nibali, Tanel Kangert, Alexey Lutsenko, Luis León Sanchez, Diego Rosa, Andriy Grivko og Paolo Tiralongo.

Jakob Fuglsang er den femte danske rytter, der officielt er klar til det prestigefyldte etapeløb.

De øvrige er Lars Bak (Lotto Soudal), Christopher Juul-Jensen (Orica-Greenedge), Michael Mørkøv (Katusha) og Chris Anker Sørensen (Fortuneo-Vital).

Derudover forventes Michael Valgren at være med på Tinkoffs hold, der bliver udtaget tirsdag.

/ritzau/