Aston Villa giver Okore konkurrence med nyindkøb

Skrevet af admin

01/09/2015

Mest læste i dag

Danske Jores Okore er fortsat ude med en skade, som også holder Aston Villa-spilleren ude af Danmarks kommende EM-kvalifikationskampe.

Men når den danske forsvarer igen er spilleklar, venter der yderligere konkurrence i Birmingham-klubbens midterforsvar.

Aston Villa udnyttede således transfervinduets sidste dag i England til at forstærke sig netop i det centrale forsvar, da den tidligere Manchester City-spiller Joleon Lescott blev hentet i West Bromwich Albion på en toårig kontrakt.

Den 33-årige forsvarer skiftede for et år siden fra Manchester City til West Bromwich Albion, og nu har Aston Villa-manager, Tim Sherwood, prioriteret at få noget rutine ind i de bageste rækker.

- Han er en spiller med stor erfaring i Premier League, og han vil blive en stor hjælp til de unge spillere i truppen, siger Sherwood til Reuters.

Joleon Lescott menes ifølge britiske medier at koste ca. 15 millioner kroner. Han har spillet 26 landskampe for England.

/ritzau/