Astrid Krag advarer mod brugerbetaling på sygehuse

»Det er helt grundlæggende, at borgernes adgang til både hospitaler og egen læge er det gule sygesikringsbevis og ikke dankortet. Det er en grundsten i vores velfærdssamfund, at man kan få den behandling, man har brug for på sygehuset, uanset hvor mange penge man har, og at man kan gå til sin egen læge. Det er noget af det, jeg er stolt af, og hvis Venstre vil gøre op med den model, så vil jeg kæmpe imod det,« siger Astrid Krag.

Sundhedsministeren medgiver dog, at den nuværende brugerbetalingsmodel, som blandt andet betyder, at man skal betale for tandlægebesøg, fysioterapi og egen medicin, er præget af skævheder.

»Det er blandt andet derfor, at regeringen sammen med Enhedslisten på årets finanslov afsatte 180 millioner kroner om året til de danskere, der har de mindste indtægter og de største tandlægeregninger. For det medfører en markant ulighed i sundhedssystemet at have brugerbetaling, så det er det, vi skal være optagede af, og ikke ligesom Venstre gøre det dyrere for danskerne at gå til lægen, når de har behov for det,« siger hun.

Venstres næstformand, Kristian Jensen (V), understreger, at partiet ikke vil øge brugerbetalingen i sundhedssystemet. Det handler i stedet om at tage en debat om, hvorvidt man kan sprede brugerbetalingen bedre ud.

»Venstre har ikke nogen aktuelle planer om at indføre brugerbetaling på hospitalerne. Vi har sagt, at vi gerne vil kigge på, om man kan lave en mere retfærdig brugerbetaling på det sundhedsområde, der er i dag,« siger Kristian Jensen.

»Derfor har vi sagt: Lad os få lavet en undersøgelse af, om man kan lave en mere retfærdig brugerbetaling. Det betyder ikke, at man skal betale mere samlet set, men at man skal undersøge, om det kan fordeles anderledes,« siger han.

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti siger ligesom Astrid Krag nej til at indføre brugerbetaling på hospitals- og lægebesøg, mens De Radikale sammen med Venstre er klar til at se på mulighederne for at omlægge brugerbetalingen for sundhedsydelser.

»Det er et ønske, vi allerede var fremme med i sidste valgkamp, og vi har så efterfølgende haft et udvalgsarbejde i vores parti, som har kigget på det her. Og det, vi helt nøgternt kan konstatere, er, at der findes meget lidt viden om, hvad effekten af brugerbetaling er på folkesundheden. Derfor er det noget af det, vi synes, man skal interessere sig for,« siger sundhedsordfører Camilla Hersom (R).

Den borgerlig-liberale tænketank CEPOS mener, at det er nødvendigt at tage et opgør med »den hellige ko, der hedder brugerbetaling på sundhedsydelser«. Her henviser man til, at de øvrige nordiske lande har indført brugerbetaling på sundhed uden, at det har resulteret i en »social katastrofe«.

I Sverige og Norge koster det op mod 130 kroner for en konsultation hos en praktiserende læge.

Dagens Gossip