Astrid Krag: Jeg var nok for nervøs

De bliver kaldt "det nuttede par". Men charmen og sødmen smittede tilsyneladende ikke af på seerne, da første program i en ny sæson Vild med dans valsede over skærmen fredag.

De stemte nemlig den tidligere sundhedsminister Astrid Krag og hendes partner Thomas Evers Poulsen direkte i omdans i næste uges udgave af den populære dansekonkurrence.

- Jeg var meget nervøs for at skulle danse i aften. Det er jeg nok også i næste uge. Men jeg tror, jeg skal øve mig i også at nyde det lidt mere, sagde Astrid Krag efter afgørelsen.

Den professionelle danser og tidligere Vild med dans-vinder Thomas Evers Poulsen mener, at han og partnerens bundplacering i det første show først og fremmest skyldes svære odds.

- Jeg synes, dansen gik rigtig godt. Men konkurrencen er virkelig hård, når man er et af de første seks par på gulvet, bemærkede en tydelig skuffet Thomas Evers Poulsen.

Hvis Krag og Evers Poulsen skal gå videre i programmet i næste uge, handler det for den 36-årige professionelle danser først og fremmest om at træne endnu mere.

- Jeg håber, min mand er indstillet på, den nu kommer til at stå på træning hele tiden. Jeg vil virkelig lægge mig i selen, lovede Astrid Krag.

Men den 31-årige socialdemokrat mener dog ikke kun, det er kroppen, der skal arbejdes med, hvis hun skal sejre over oddsene i næste uge.

- Jeg skal øve mig i at slå hovedet fra. I næste uge vil jeg prøve at nyde det lidt mere, understregede Astrid Krag.

Newspaq

Dagens Gossip