Astrid Krag med i Vild med Dans

Fra at danse tango med politiske med- og modstandere i folketingssalen på Christiansborg skal folketingspolitikeren Astrid Krag fra Socialdemokraterne nu forsøge at finde i takten i dette års udgave af Vild med Dans.

Hun er nemlig klar til den uhyre populære dansekonkurrence.

- Jeg vil knokle, og jeg er spændt på, om det bliver så elegant, som jeg har set det i fjernsynet de andre år, siger hun i en pressemeddelelse.

Selvom hun har været til bal hos selveste dronningen, er det noget helt andet at skulle danse foran over én million seere:

- Hånden på hjertet så frygter jeg, at jeg er elendig til det, for der er ikke meget rumba eller cha-cha-cha over Christiansborg, siger den tidligere sundhedsminister om udfordringen, som hun dog ikke var længe om at sige ja til.

Tidligere har politikerne Kristian Jensen, Klaus Bondam og Pia Allerslev stillet op i dansekonkurrencen og endt på henholdsvis ottendepladsen og for Bondams vedkommende tredjepladsen, men Krag håber at valse forbi seernes spærregrænse.

- Det ville da være skægt, hvis jeg tog rekorden, men min danse-selvtillid ligger foreløbig på et meget lille sted, så jeg tør ikke lægge den slags planer endnu, siger Krag, der vil bruge sit politiske ildhu i træningslokalet.

- Jeg er meget disciplineret i mit arbejde, og det håber jeg, at jeg kan overføre til dansetræningen. Det bliver vanvittigt spændende og grænseoverskridende, siger hun.

Ud over Astrid Krag er skuespillerinderne Ditte Ylva Olsen, Line Kruse og Paprika Steen også klar til at iføre sig dansesko og pailletter, når danseballet åbner for 11. gang fredag den 12. september på TV 2 med Sarah Grünewald og Claus Elming i spidsen som værter.

Newspaq

Dagens Gossip