Astrid Krag om DF-kritik: Det er useriøst

Skrevet af admin

16/11/2013

Dagens topnyheder

Dansk Folkepartis kritik om, at sundhedsministeren gør for lidt for at mindske bivirkninger og fejl ved indtagelsen af medicin, der skønnes at koste 3500 danskere livet årligt, preller fuldstændig af på Astrid Krag (SF).

Sundhedsordfører for Dansk Folkeparti Liselott Blixt siger ellers lørdag, at sundhedsministeren nøler i sagen, men det bliver pure afvist af Astrid Krag.

- Der er altså taget flere forskellige initiativer for at reducere medicineringsfejl, og derfor synes jeg også, at det er fuldstændig useriøst at melde ud, at jeg intet gør på området. Det passer ganske simpelt ikke, siger Astrid Krag i en skriftlig kommentar.

Sundhedsministeren henviser blandt andet til et konkret eksempel, hvor plejehjemsansatte får faglig rådgivning, når de skal udlevere medicin til plejehjemsbeboere.

- Sundhedsministeriet har blandt andet sammen med Socialministeriet igangsat et forsøgsprojekt, hvor en række plejehjem rundt om i landet fast har fået tilknyttet en læge, der blandt andet kan rådgive og vejlede plejepersonalet i medicinhåndtering, siger hun.

- Risikoen for fejl i medicinhåndteringen er helt sikkert noget, vi skal tage meget alvorligt. Derfor er der også de senere år taget flere forskellige initiativer, der skal give større sikkerhed i medicinhåndteringen, siger Astrid Krag.

Professor Peter Gøtzsche, der er leder af den uafhængige forskningsinstitution Nordic Cochrane Centre, har lavet beregninger for Politiken, der viser, at omkring 3500 danskere hvert år dør som følge af deres medicinbrug.

Beregningerne er foretaget på baggrund af norsk og amerikansk forskning, og de stemmer overens med tal fra Danmarks Apotekerforening. Foreningens forskningscenter skønner, at mellem 2000 og 5000 danskere hvert år dør af medicin.

/ritzau/