Astrid Krag råber vagt i gevær om brugerbetaling

Sådan lyder det direkte svar fra sundhedsminister Astrid Krag (SF) til Venstres gruppeformand, Kristian Jensen (V), der efterlyser en fordomsfri debat om, hvordan brugerbetalingen i sundhedsvæsenet opkræves i dag.

»Der skal være fri og lige adgang. Vi har brug for, at alle i dette samfund kommer til deres læge i tide, så vi kan opspore sygdomme, inden det bliver alvorligt for den enkelte og dermed også dyrere for samfundet. Vi ved, det vil ramme børnefamilierne og pensionister hårdt,« siger Astrid Krag til Berlingske Nyhedsbureau.

Kristian Jensen har understreget, at han ikke ønsker mere brugerbetaling nok på sundhedsområdet, da »det ikke må blive dyrere at være dansker«. Der er derimod den skævhed, der er i brugerbetalingen, som bør være genstand for debat, mener han.

»Der er den skævhed, at man betaler en stor del selv, hvis man skal have behandlet sine tænder, mens det er på det offentliges regning, hvis man skal have behandlet sine knogler,« siger han ifølge jp.dk.

Og det er en debat, Astrid Krag gerne vil tage, selvom »brugerbetaling er med til at skabe ulighed«.

»Jeg diskuterer gerne brugerbetaling, men jeg må sige, at det både lyder dyrt og dumt,« fastslår sundhedsministeren, der har opbakning fra Socialdemokraterne i sit syn på Venstres forslag.

Der er dog ikke alle regeringspartier, der afviser en omlægning af brugerbetaling i sundhedsvæsenet. I 2006 stillede de Radikale et beslutningsforslag om at nedsætte et udvalg, der skulle analysere brugerbetaling, og det er stadig partiets holdning i dag, syv år senere. Det understreger sundhedsordfører Camilla Hersom (R) over for dr.dk.

»Det korte svar er ja. Og så spørger du sikkert, hvorfor vi så ikke har fået det gennemført endnu, og der kan jeg bare sige, at det er meget højt på vores liste,« siger Camilla Hersom, der ligesom Venstre påpeger, at partiet ikke ønsker mere brugerbetaling, men blot en debat om hvorvidt den nuværende brugerbetaling kan indrettes bedre.

Det er ikke en udmelding, der gør indtryk på Astrid Krag.

»Regeringen står fuldstændigt samlet om det synspunkt, at det ikke skal koste penge at gå til læge. Jeg er meget optaget af, hvad det har af konsekvenser, at man skal have pungen op af lommen, når man skal til eksempelvis tandlæge eller psykolog. Det er en vigtig og spændende diskussion,« siger Astrid Krag.

Landets sygeplejersker advarede lørdag mod at indføre mere brugerbetaling i sundhedsvæsenet.

»Hvis man begynder at indføre brugerbetaling ved lægebesøg, så risikerer vi, at langt flere undlader at få den nødvendige forebyggelse, sygepleje og behandling. Og det vil især ramme socialt udsatte og øge uligheden«, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, der kalder brugerbetaling for en glidebane.

»Det vil tage mange flere områder med sig, og så er vi i gang med at nedbryde fællesskabet og det velfærdssamfund, som har skabt lighed,« siger Grete Christensen, formand for 70.000 sygeplejersker.

Dagens Gossip

Dagens TV