Astrid Krags tomme lommer skuffer Venstre

Sådan lyder reaktionen fra Venstres psykiatriordfører, Jane Heitmann (V), efter at Astrid Krag i Politiken mandag erklærer, at nationale mål skal nedbringe tvang som eksempelvis bæltefiksering og tvangsmedicinering.

»På den ene side er det utroligt glædeligt, at sundhedsministeren efter to år på posten endelig kommer på banen med et lille udspil og en strømpil, der peger i den retning, regeringen gerne vil gå. På den anden side er det skuffende, at der ikke følger ressourcer med, fordi regeringen før valget i 2011 jo var ude og sige meget klart og tydeligt, at psykiatrien skulle opprioriteres med to milliarder, og så skulle psykiatrien på finansloven. Det løfte er sundhedsministeren løbet fra,« siger Jane Heitmann.

Astrid Krag løfter mandag for noget af sløret for, hvad regeringens bebudede handlingsplan for psykiatrien kommer til at indeholde.

»Jeg vil lægge op til en debat om, hvad målet skal være, men vi skal forpligte os nationalt på at nedbringe brugen af tvang, så det ikke kun er regionerne, men også kommuner og folketing, der skal bære det igennem,« siger Astrid Krag til Politiken.

Venstre ser frem til at høre Astrids Krags konkrete planer for, hvordan man kan nedbringe tvangen i psykiatrien inden for den eksisterende økonomiske ramme.

»Nu glæder jeg mig til at se, hvad det udspil reelt indeholder, og hvordan ministeren vil komme i mål med at nedbringe tvangen i psykiatrien. Vi er fra Venstres side sådan set enige i, at tvangen skal nedbringes, og jeg er spændt på at se, hvordan ministeren reelt vil komme i mål med den opgave,« siger Jane Heitmann.

Sundhedsministeren peger over for Politiken på et »varigt ledelsesmæssigt fokus« og »de rigtige kompetencer« som nogle af de værktøjer, der skal til for at reducere brugen af tvang.

Hun har nedsat et udvalg, der snart kommer med anbefalinger til forbedringer af psykiatrien. Udvalget har ifølge Politiken blandt andet drøftet et nationalt mål om en årlig reduktion i antallet af bæltefikseringer med 15 procent, så bæltefikseringer i 2020 kun udgør 10 procent af niveauet for 2013.

Regionerne havde fra 2011 til 2013 sat sig som mål, at brugen af tvang skulle reduceres med 20 procent. Reelt er det kun blevet til et marginalt fald.

Ifølge Astrid Krag vil et fælles mål, som også forpligter kommuner og Christiansborg, få større effekt.

Dagens Gossip