Astro-Andreas er vildt begejstret over historisk rumfoto

Skrevet af admin

16/09/2015

Dagens topnyheder

Hjemme hos konen Cecilie Beyer i Köln må Andreas Mogensen høre for, at han ikke sprudler af vild iver, når han rejser i rummet.

Men der lever en ægte begejstring under huden på den danske astronaut, forsikrer han, da han møder offentligheden ved den første officielle modtagelse med uddannelses- og forskningsministeren hos Dansk Industri i København.

Især når han har fat i noget, der med videnskabelige briller er stort - og historisk.

- Jeg blev vild af begejstring. Jeg fløj ind til de andre astronauter og spurgte, om de nogensinde havde set noget lignende. Og det havde de ikke. Så de var lige så vilde af begejstring, siger Andreas Mogensen.

Jublen var udløst af en overraskende succes med et af astronautens mange projekter: Et forsøg på at fotografere såkaldte kæmpelyn, der er lyn over tordenskyer.

Projektet med navnet Thor udføres i samarbejde med universitetet DTU og det meteorologiske institut DMI, og billederne skal give dem ny viden om klimaet.

Danskeren er også stolt over, at han fik løst to vigtige eksperimenter for sin arbejdsgiver, Den Europæiske Rumfartsorganisation (ESA), med styring af robotbiler på Jorden.

De kan bruges til at bygge en base på Mars.

- Det er noget, ESA kan bruge i fremtiden, når vi skal diskutere fremtiden med eksempelvis Nasa. Det er en teknologi, der bringer ESA og Europa i førersædet, siger Andreas Mogensen.

ESA-ledelsen drømmer netop om en mission til Mars om cirka 20 år, og den danske rumfartsingeniør har ingen problemer med at se sig selv på et rumskib mod Jordens store naboplanet, selvom han vil være omkring 60 år.

- Personligt ville jeg elske at kunne arbejde på rumstationen eller på Mars.

- Jo ældre du er, jo mere stabil er du. Derfor fortsætter vi typisk op til slutningen af 50’erne, så man kan sagtens forsætte i mange år som astronaut, siger Andreas Mogensen.

Astronauten hilste ved sin ankomst til Industriens Hus på en dreng - som til begges glæde - også hed Andreas.

- Jeg har fået rigtig, rigtig mange beskeder på sociale meder, og især har jeg modtaget rigtig mange børnetegninger af rumraketter og planeter. Det er positivt, at vi er nået ud til offentligheden og til de helt små børn. Det har gjort mig rigtig glad, siger Mogensen.

Astronauten sluttede sin velkomsttale med stærke uddannelsespolitiske undertoner og en opfordring til Danmarks ungdom om at vælge de naturvidenskabelige uddannelser.

- Jeg kan garantere jer for, at det, jeg lavede deroppe, ikke var kedeligt. Forhåbentlig kan det trække flere til. Vi har brug for ingeniører og forskere. Det er vigtigt for Danmark, siger Andreas Mogensen.

/ritzau/