Astronaut kan åbne danskernes øjne for verdensrummet

»Missionen kan give interessen for rumforskning og bevidstheden om rumstationen et løft. Der er ikke ret mange i Danmark, der ved noget om rumstationen eller interesserer sig for den,« siger Ole J. Knudsen og uddyber:

»Missionen kommer formentlig og forhåbentlig til at betyde, at en masse unge mennesker får øjnene op for, at vi er meget engagerede på dette felt i Danmark«.

Ole J. Knudsen drager en parallel til Sverige, hvor Christer Fuglesang i 2006 blev den første svensker i rummet og skabte skabte fornyet fokus på rumfart i hjemlandet.

»Det har betydet rigtig meget for den svenske interesse for rumforskning og specielt interessen for det arbejde, der foregår på Den Internationale Rumstation,« siger han.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) håber ligeledes, at Andreas Mogensens rumtur vil skabe interesse og tjene som inspiration.

»Andreas Mogensen er et foregangseksempel, og en dansk astronaut kan inspirere vores unge til at interessere sig for og uddanne sig inden for det tekniske og naturvidenskabelige område,« siger ministeren.

Han mener, det er naturligt, at Danmark nu repræsenteres i rummet.

»Vi har i årtier markeret os og deltaget i samarbejdet om bemandet rumfart og Den Internationale Rumstation. Det er derfor helt naturligt og meget glædeligt, at den første dansker nu får en mission i rummet,« siger Morten Østergaard.

Andreas Mogensen sendes efter planen op med det russiske Soyuz-rumfartøj fra Baikonur Cosmodrome i Kasakhstan, og missionen strækker sig over ti dage.

»Den er opfyldelsen af en livslang drøm og kulminationen på mange års hårdt arbejde og uddannelse. Jeg glæder mig til at kunne deltage i ESAs program for videnskab og teknologiudvikling på Den Internationale Rumstation, og jeg er beæret over at repræsentere Danmark og Europa i rummet,« siger den 36-årige astronaut.

Under missionen får han titel af flyingeniør, og han skal afprøve forskellige former ny teknologi på turen.

»Missionen er en enestående mulighed for Europa til at udvikle og afprøve teknologier, der er nødvendige for astronauters fremtidige udforskning af rummet,« siger Andreas Mogensen.

Det Europæiske Rumagentur, ESA, udvalgte i 2009 Andreas Mogensen som den første dansker til sit astronautkorps. Han afsluttede grunduddannelsen i 2011 og har siden trænet i både Europa, USA og Rusland.

Selv om nyheden om det danske rumeventyr fylder meget på de hjemlige breddegrader, advarer Ole J. Knudsen mod at tro, at den stor verden dåner ved udsigten til Dannebrog i rummet:

»Jeg tror, at den store verden er ganske og aldeles ligeglad. I den store sammenhæng har det ingen betydning. I statistikkerne vil der om nogle år stå, at Danmark har haft én mand oppe, og det skal så ses i relation til de flere hundrede amerikanere og russere, der har været oppe,« siger han.

Dagens Gossip