Astronautens kone: Jeg håber han skal på rumrejse igen

Skrevet af admin

12/09/2015

Dagens topnyheder

Det er ikke let at være gift med en astronaut.

Det var svært at sige farvel for 10 dage siden, og derfor var det en tilsvarende lettelse for Cecilie Beyer igen at give sin mand, Andreas Mogensen, et kram, da han lørdag igen satte fødderne på landingsbanen i deres hjemby Köln.

Savnet og frygten afholder imidlertid ikke astronautens hustru fra at håbe, at han får en ny tur i kredsløb om Jorden.

- Det kan jeg helt sikkert se. Jeg håber, at han kommer af sted igen, siger hun kort efter gensynet på landingsbanen nær Den Europæiske Rumfartsorganisation.

Meget kan gå galt på en rumtur. Både amerikanske og russiske rumrejsende er omkommet i ulykker på vej op gennem og tilbage i atmosfæren.

- Jeg har selvfølgelig været nervøs, og jeg var rigtig ked af at skulle sige farvel, for jeg kender til de risici, der er forbundet med at flyve op i en raket, siger Cecilie Beyer.

Meldingen fra ESA-cheferne lyder, at Andreas Mogensen har løst opgaven til punkt og prikke.

Han har imponeret arbejdsgiveren med sin iver efter at løse de 15 forsøg og videnskabelige eksperimenter i Iriss-missionen til trods for, at den blev afkortet med to dage.

- Det har været en fantastisk oplevelse for ham, og jeg er rigtig glad for, at han har oplevet det, siger Cecilie Beyer, som har parrets datter med.

- Selvom det har været en kort tur, så har jeg selvfølgelig glædet mig til at se ham. Det er fantastisk, at han er her nu.

/ritzau/