Astronauter på julevandring reparerer kølepumpe

Skrevet af admin

24/12/2013

Dagens topnyheder

To Nasa-astronauter har tirsdag afsluttet en rumvandring juleaftens dag med succes, idet det lykkedes at reparere rumstationen International Space Station (ISS), der er i kredsløb om jorden, med succes, oplyser den amerikanske rumfartsorganisation.

Den 53-årige amerikanske astronaut Rick Mastracciho og hans 44-årige landsmand Mike Hopkins svømmede vægtløse rundt uden for rumlaboratoriet i syv en halv time for at udskifte en ammoniakpumpe, hvis indvendige kontrolventil gik i stykker 11. december.

- Vi står nu med en pumpe, der fungerer og har det godt, siger en Nasa-talsmand på direkte tv efter en vellykket test af et nyligt installeret kølemodul på størrelse med et køleskab.

- Modulet vil blive testet flere gange i løbet af tirsdag, men pumpen så ud til at være i fin form, og det vil være i fuld aktivitet i løbet af de nærmeste timer, lyder det fra Nasa-talsmanden fra missionens kontrolrum i Houston.

På trods af bekymringer om utætte rumdragter, så er der ingen af astronauterne, der har meldt nogen problemer i forbindelse med den syv en halv time lange vandring.

- Dragterne har fungeret perfekt, og de har holdt tør under hele tirsdagens vandring, siger Nasa-talsmanden.

Hopkins, der har været ude på sin anden rumvandring i karrieren, sad på den 15 meter lange robotarm, der blev styret inde fra ISS af den japanske astronaut Koichi Wakata.

Med støvlerne fastspændt til den canadisk producerede arm havde Hopkins fat i modulet, mens Wakata manøvrerede ham over til det sted, hvor modulet skulle monteres.

Derpå hjalp Mastracchio, som var ude på sin karrieres ottende rumvandring, med at skubbe modulet på plads, hvorefter de to begyndte at fastgøre det. De monterede efterfølgende fem elektriske forbindelser og fire rørledninger inden den første test.

/ritzau/AFP