Astronomer vil selv navngive nye planeter

Den Internationale Astronomiske Union advarer nu mod private firmaer og hjemmesider, der tjener penge på at lade folk stemme om navne til nyopdagede planeter uden for vores solsystem.

Ingen skal kunne købe sig retten til at navngive en planet, advarer Unionen (IAU), som repræsenterer 11.000 professionelle astronomer i 93 lande.

Anledningen er foretagender som Uwingu i USA, der tjener penge på at holde afstemning om folkelige navne på nye himmelobjekter. Indtægterne går til forskere, hævder Uwingu, der kalder sig selv nonprofit.

I denne uge meddelte danske astronomer i samarbejde med Nasa i tidsskriftet Science, at man med rumteleskopet Kepler har opdaget fem nye planeter i et solsystem 1200 lysår fra Jorden - såkaldte exoplaneter - hvoraf to er i den beboelige zone.

Til dato er der bekræftet over 800 exoplaneter, og 1000 flere venter på forskernes officielle stempel.

De nye planeter får ret kedelige betegnelser som "16 Cygni Bb" eller "HD 41004 Ab", der ikke ligefrem kalder på folkelig indlevelse, medgiver den danske astronom og IAU-pressemedarbejder Lars Lindberg.

- Men vi er nødt til at reagere, når Uwangu og andre organisationer bevæger sig ind i kommercielt terræn og blander forretning ind i navngivning af astronomiske objekter. Vi føler, det er ukorrekt at tjene penge på sådanne ting.

Man kan også købe stjerner, og der er endda nogle, der sælger parceller på månen. Det er kun IAU, der har "ret" til at navngive objekter, fastslår Lars Lindberg.

Lektor Uffe Gråe Jørgensen fra Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet advarer ligeledes mod kommerciel plat ved himmelnavne.

- Det skal være en international organisation, der bestemmer. Med asteroider er det jo meget frit, fordi man kender så mange, over 200.000. Her kan alle, der opdager dem, navngive dem, efter hvem man synes, men igen skal IAU sætte officielt stempel på, siger han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip