Asylansøger fængslet for at stikke italiener

Det var under tumult og i selvforsvar, at en 32-årig mand torsdag eftermiddag stak en italiensk mand med en kniv ved Christiania i København.

Det forklarede den voldssigtede mand fredag i Københavns dommervagt, hvor dommer Charlotte Meincke efter retsmødet valgte at varetægtsfængsle manden i foreløbig fire uger.

Københavns Politi modtog torsdag klokken 17.27 en anmeldelse om et knivstikkeri i Bådsmandsstræde på Christianshavn ved en indgang til Christiania.

Politiet var hurtigt på stedet og fik udsendt et signalement af gerningsmanden til patruljerne i området. Det førte efter kort tid til en anholdelse af en asylansøger fra Libyen på metrostationen på Christianshavn.

Manden var ved anholdelsen i besiddelse af en kniv, som politiet mener er blevet brugt til at stikke den italienske mand ned med.

Den sigtede forklarede fredag i retten, at han var taget til Christiania for at møde en gruppe arabere, som han har nogle uoverensstemmelser med. Araberne havde sagt, at mandens problemer ville blive større, hvis han ikke dukkede op.

Ifølge manden havde gruppen, som han beskriver som arabere, men som altså også tæller den italienske mand, forsøgt at få ham til at sælge hash på deres vegne. Det havde han hidtil nægtet.

Da manden mødte gruppen på Christiania, blev han ifølge sin forklaring på et tidspunkt overfaldet bagfra af to personer, og det var en af dem, som havde en kniv.

Under tumulten forsøgte alle at få fat i kniven, og ifølge den sigtedes forklaring endte han med at få den, og han mener, at han ramte sit offer ved et uheld, da han i selvforsvarer fægtede med kniven.

Den italienske mand blev ramt i brystkassen, men knivstikket var ikke livstruende.

/ritzau/

 

Dagens Gossip