Asylansøgere anholdt for indbrud og hjemmerøverier

Tre albanske asylansøgere blev af Nordsjællands Politi og af Midt- og Vestjyllands Politi anholdt i begyndelsen af august. De blev taget på fersk gerning, da de var i færd med at begå indbrud i en privat bolig. De er siden blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for indbrud og for to hjemmerøverier.

Fredag blev yderligere tre asylansøgere også taget på fersk gerning af Sydøstjyllands Politi, da de var i færd med et indbrud. Det drejer sig om to albanere og en serber, og de er nu også varetægtsfængslet.

Samlet er de i alt seks udenlandske mænd således sigtet for to hjemmerøverier og mindst 70 indbrudsforhold, som er blevet begået på Sjælland og i Jylland. De anholdte er i alderen 22-33 år.

Ifølge Nordsjællands Politi er man fortsat i gang med at efterforske de seks personers gøren og laden, og det kan ikke udelukkes, at de vil blive sigtet for yderligere kriminalitet.

Dagens Gossip