Asylansøgere lever under jorden i Sverige i stort tal

Skrevet af admin

07/08/2016

Dagens topnyheder

Grænsekontrollerne i landene syd for Sverige ser ud til at have sat en effektiv stopper for antallet af asylansøgere, der når den svenske grænse.

Kun 42 personer søgte asyl ved Sveriges grænse i juni, og 73 gjorde det i juli.

Alligevel er 2201 personer blevet registreret som asylansøgere i juni og 2139 i juli af den svenske udlændingekontrol, skriver Sydsvenskan.

Det får politiet til at tro, at hundredvis af asylansøgere har levet under jorden i Sverige og først nu søger om asyl.

- Vi tror selvfølgelig, at mange mennesker har levet under radaren siden sidste efterår, men nu er trætte af eksistensen og søger asyl, siger Ewa-Gun Westford, talskvinde for Politiafdeling Syd til Sydsvenskan.

Sverige oplevede et eksplosivt antal af asylansøgere i 2015, da mange strømmede til landet, der havde proklameret sig åben for at give asylansøgerne asyl.

Men tilsyneladende har et stort antal flygtninge og migranter undgået at komme i kontakt med myndighederne, da de nåede den svenske grænse.

- Sidste efterår, da der kom tusindvis af asylansøgere over Øresundsbroen, var det en kaotisk situation i Malmø. Mange flygtninge fik hjælp af både seriøse og useriøse aktører, der ikke har noget med udlændingekontrollen at gøre. Der findes et mørketal, som det er umuligt for os at holde rede på, siger Ewa-Gun Westford.

En rapport fra det svenske justitsministerium fra 3. august viser, at kun én ud af ti rejsende, som ankom til Trelleborg i juli gik igennem en kontrol.

Også kun hvert tiende Øresundstog er i samme periode blevet kontrolleret.

Dog har antallet af asylansøgere ligget på samme niveau i de måneder, hvor næsten alle tog og færger er blevet kontrolleret.

Af rapporten fra det svenske justitsministerium fremgår det også, at den svenske grænsekontrol udelukkende har været koncentreret om Skåne og Helsingborg i sommermånederne.

Eksempelvis har der ikke været grænsekontrol i Varberg, der har færgeforbindelse med danske Grenaa i løbet af sommeren.

/ritzau/