Asylansøgere måtte flygte fra brændende kro: Sådan beroligede danskere de skræmte børn

97 asylansøgere måtte endnu engang flygte, denne gang fra deres midlertidige danske hjem. De var indkvarteret på Skuldelev Kro nær Skibby ved Roskilde, som mandag aften brændte ned til grunden.

Størstedelen af asylansøgerne kommer fra Syrien og har krigstraumer.

Men da endnu en katastrofe ramte, trådte borgerne i Skuldelev i karakter. Det skriver generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, på Facebook.

- En traumatiserende oplevelse for mennesker, der allerede var traumatiseret af flugt. Fra alle hjørner af Skuldelev dukkede danskere op for at hjælpe - medbringende mad og drikke, tøj, bleer og tilbud om overnatning. I hallen, hvor brandofrene blev midlertidigt indkvarteret, spillede betjentene fodbold med de skræmte børn og fik situationen kølet ned. Danmark fra sin bedste side. Tak for det, skriver han.

Læs også: Brand i kro: 70 asylansøgere evakueret

Thomas Wiene var en af de Skuldelev-borgere, der var hurtige til at hjælpe til.

- Der stod rigtig mange på gaden og græd, og det var i det hele taget tydeligt, at de havde det helt forfærdeligt. Så for min families vedkommende var det helt naturligt at hjælpe med det, vi nu havde mulighed for. For os handlede det bare om at vise medmenneskelig over for de mange asylansøgere, der i forvejen har haft det rigtig svært, siger han til sn.dk.

Mahmoud Nabhan er en af de asylansøgere, der måtte flygte fra den brændende kro efter at have været i landet i 25 dage.

- Det var godt, at vi lige var gået ned for at spise, fordi det betød, at de fleste var samlet i spisesalen. Vi er i sikkerhed, og ingen er kommet noget til. Det er det vigtigste, siger han til sn.dk.

Læs også: 99-årige Lilian syr en kjole om dagen til børn i nød

Ilden startede i en frituregryde omkring kl. 18.19. Kl. 18.54 var alle ude af bygningerne. Asylansøgerne blev indkvarteret på et hotel i Korsør. De var oprindeligt blevet indkvarteret på Skuldelev Kro, da der ikke er plads nok på de danske asylcentre.

Dagens Gossip