Asylansøgere sprænger tyske myndigheders forventninger

Skrevet af admin

01/08/2015

Dagens topnyheder

Hver tredje asylansøger i EU retter blikket mod Tyskland, som indtil videre i år allerede har fået 100.000 flere ansøgere end hele sidste år tilsammen.

300.000 ansøgninger ligger foreløbigt klar på tyske embedsmænds skriveborde, skriver den tyske avis Die Welt på baggrund af en telefonkonference mellem repræsentanter fra de tyske forbundsstater.

- 302.415 asylansøgere er allerede blevet registreret (i år red.), lyder det.

Tallet er højere end det officielle tal fra kontoret for migranter og flygtninge, Bamf, som opgiver 258.000 ansøgninger.

Ifølge Die Welt skyldes det, at delstaternes tal endnu ikke er opgivet på statsligt niveau, hvorfor de ikke optræder i Bamfs tal.

Hele sidste år modtog Tyskland 202.000 ansøgninger ifølge tal fra Eurostat, der er EU's statistiske kontor. Det er en stigning på 60 procent i forhold til 2013.

Det svarer til, at Tyskland - med et befolkningstal på 80,6 millioner - modtager hver tredje ansøgning i EU.

De tyske delstater, som fordeler antallet af asylansøgere på baggrund af kapacitet, har gentagne gange slået alarm og opfordret til større statslig hjælp for at håndtere de mange flygtninge.

Myndighederne har forventet 450.000 asylansøgere i 2015, men har været nødsaget til at revidere tallet til 500.000, hvilket er mere end en fordobling af sidste års antal.

Størstedelen af de tyske asylansøgere stammer fra Syrien, Irak og Afghanistan.

På grund af landets stabile økonomi er Tyskland blevet et yndet mål for migranter, som flygter fra fattigdom, krig og forfølgelse.

/ritzau/