Asylansøgeres smykker kan dække udgifter til lægebesøg

Skrevet af admin

27/01/2016

Dagens topnyheder

Asylansøgere kan nu tvinges til at betale deres sundhedsudgifter. Det skriver Jyllands-Posten.

- Asylansøgere, der har tilstrækkelige midler, skal betale for sundhedsydelser, oplyser Udlændingeministeriet til Jyllands-Posten.

Det sker, selv om regeringen har forsvaret den såkaldte smykkelov med, at den sidestiller asylansøgere med personer på kontanthjælp. Det er dog ikke muligt at tvinge modtagere af kontanthjælp til på samme måde at betale deres sundhedsudgifter.

Det gælder eksempelvis besøg hos den praktiserende læge, vagtlægen eller indledende behandlinger hos en psykolog eller psykiater, men dog ikke ved ulykker eller fødsler.

Kritikken af smykkeloven har hidtil primært handlet om, at asylansøgere kan få beslaglagt de værdier, der overstiger 10.000 kroner og ikke har affektionsværdi.

De beslaglagte værdier skal bruges til at dække statens udgifter til kost og logi. Regeringens argument har været at sikre lighed.

- Formålet med hele lovgivningen er at sikre, at der gælder de samme standarder for asylansøgere som for danskere, nemlig at kan man forsørge sig selv, så gør man det, har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tidligere udtalt.

Sammenligningen holder dog ikke, lyder det fra Foreningen af Udlændingeretsadvokater. De lægger vægt på, at alle danske borgere på kontanthjælp har adgang til sundhedsvæsenet uden betaling.

- Det giver ikke mening at sammenligne de to grupper. Man beslaglægger eksempelvis ikke kontanthjælpsmodtageres værdier, og man beder dem heller ikke betale for, at de kan komme til læge, siger foreningens formand, Jytte Lindgård, til Jyllands-Posten.

- Der er ikke tale om en fuldstændig ligestilling mellem danske kontanthjælpsmodtagere og asylansøgere, og det har regeringen heller aldrig påstået er tilfældet, skriver udlændingeminister Inger Støjberg i en mail til Jyllands-Posten.

/ritzau/