Asylslagsmål venter EU-lederne på topmøde

Skrevet af admin

25/06/2015

Mest læste i dag

En tung diskussion om migration og EU's asylpolitik venter EU's stats- og regeringschefer hen over middagen på topmødet torsdag aften i Bruxelles.

Her ventes det mest følsomme emne at være, om der skal være en bindende fordelingsnøgle eller ej for 40.000 migranter, der er kommet til Italien og Grækenland.

Især den italienske premierminister, Matteo Renzi, har haft en stor røst i debatten og kaldt på handling og solidaritet fra de andre medlemslande til at hjælpe med det store migrationspres i Italien.

Senest har også Ungarn markeret sig og skabt furore i EU. Kun halvvejs inde i året har landet allerede modtaget næsten 60.000 asylansøgere, hvilket er en tredobling i forhold til hele 2013.

Det overstiger Ungarns kapacitet, og derfor meldte den ungarske regering ud tirsdag, at landet ville suspendere en af EU's kerneregler, som siger, at det land, som asylansøgeren først ankommer til, også skal behandle asylansøgningen.

Straks krævede EU-Kommissionen dog en forklaring, og dagen efter trak den ungarske regering i land. Beslutningen ville have medført, at Ungarn ville nægte at tage imod flygtninge, som returnerer til landet efter at være rejst videre til et andet EU-land.

Ungarn beder i stedet de andre medlemslande om at være solidariske og i en periode lade være med at sende asylansøgere retur til landet.

Ungarns regering er kendt for at være skarp i retorikken, når det handler om migration.

For nylig besluttede regeringen at opføre et fire meter højt hegn langs grænsen til nabolandet Serbien i et forsøg på at dæmme op for strømmen af illegale indvandrere.

Regeringen har også ifølge BBC lanceret en kampagne med budskaber som "hvis du kommer til Ungarn, så skal du ikke tage job fra ungarerne", der har skabt stor debat i landet.

Orbán og hans regering er også stor modstander af en bindende fordelingsnøgle, som skal diskuteres på aftenens møde.

Det er han imidlertid ikke ene om, og det lød onsdag fra diplomater og højtstående EU-embedsmænd i Bruxelles, at det er udelukket, at EU-lederne vil kunne enes om en bindende kvoteordning.

I et udkast til topmødets konklusioner lægges der i stedet op til, at lederne accepterer tallet 40.000 over de næste to år. Men hvordan de skal fordeles må komme an på en forhandling.

/ritzau/