Antallet af asylansøgere vokser igen.
Det viser nye tal fra Udlændingestyrelsen, som har opgjort, hvor mange asylansøgere der kom til Danmark i maj.
Ifølge Udlændingestyrelsens tal kom der i maj i år 879 asylansøgere til Danmark. Det er en stigning i forhold til april. Og det er også højere end samme måned sidste år, hvor 723 asylansøgere kom til Danmark.
I 2014 kom der det højeste antal asylansøgere til Danmark siden Poul Nyrup Rasmussens tid som statsminister. På dette tidspunkt af året var der i 2014 kommet 2853 asylansøgere. Det er nu overgået med 2995 asylansøgere i år.
Det er blandt andet antallet af asylansøgere fra Eritrea, der trækker tallet op. For anden måned i træk bliver antallet af asylansøgere fra Eritrea fordoblet.
Mens der i marts kom 21 asylansøgere fra Eritrea, steg tallet til 76 i april og 214 asylansøgere fra Eritrea i juni.
/ritzau/