Atlético Madrid fortsætter guldkursen med sene mål

Skrevet af admin

19/04/2014

Dagens topnyheder

Atlético Madrid fortsætter sin kurs mod det spanske mesterskab. Men det holdt hårdt, inden holdet kunne sikre sig den ottende ligasejr på stribe. Den kom i hus med 2-0 hjemme over Elche.

Hovedstadsklubben havde først problemer med at skabe kampen, og da det lykkedes, brændte holdet en række store chancer. Men til sidst kom forløsningen for topholdet.

Atlético Madrid var storfavorit på eget græs mod oprykkeren, der stadig er en del af nedrykningskampen. Men hjemmeholdet savnede energi fra start og satte sig ikke så hårdt på kampen, som man kunne forvente, og Elche var i perioder fint med i opgøret.

Mod slutningen af første halvleg kom Atlético dog frem til store chancer, og særligt David Villa burde have bragt sit hold foran, da han stod helt fri ved den bageste stolpe, men sparkede forbi.

Madrid-klubbens træner Diego Simeone brugte pausen på at skifte Raúl Garcia ind, og allerede efter tre minutter på banen fremtvang Garcia et straffespark.

Men David Villa var ikke blevet skarpere. Han sparkede slapt og måtte se sit forsøg fra straffesparkpletten reddet.

Da Villa endelig - 10 minutter efter pausen - sendte bolden i nettet, måtte han se scoringen annulleret for offside. En korrekt dom. Kort efter blev Villa skiftet ud.

Hjemmeholdet fortsatte sit pres, og efter 71 minutter kom forløsningen. Brasilianeren Joao Miranda steg til vejrs og headede et hjørnespark i nettet til 1-0.

Uden at imponerede holdt Atlético føringen, som blev øget til 2-0 i kampens overtid på et nyt straffespark. Diego Costa viste større sikkerhed fra 11-meter-pletten.

Med sejren øger holdet forspringet i toppen af den spanske liga. Atlético på førstepladsen har nu 85 point med fire kampe tilbage. Real Madrid og Barcelona har henholdsvis 79 og 78 point, men mangler at spille hver fem kampe.

/ritzau/