Atlet i koma: Triatlon-ulykke var et hændeligt uheld

Alle i Esbjerg Tri & Multisport er dybt berørte over, at klubbens triatlon-Europamester på Ironman-distancen, Camilla Pedersen, tirsdag aften kom ud for et grimt uheld under træningen, og nu er lagt i kunstig koma.

- I den tid hvor jeg har dyrket triatlon, har jeg aldrig hørt om et styrt, der har haft så fatale konsekvenser, siger Camilla Pedersens mentor og klubkammerat, Lars Mortensen, til bt.dk

Han var tirsdag aften med på den træningstur, hvor Camilla Pedersen styrtede.

- Efter et sving stod der nogle børn, der var på vej ud på kørebanen. Det skabte uro, og i virvaret styrtede Camilla. Men lad mig slå fast, at uheldet var hændeligt. Ingen kan klandres for det, siger Lars Mortensen og tilføjer:

- Der blev straks ydet førstehjælp, ligesom der blev tilkaldt en ambulance, som hurtigt ankom. Jeg vil sige, at Camilla har fået den rette behandling fra det øjeblik, hvor uheldet skete.

Lars Mortensen er én af de personer, der kender Camilla Pedersen bedst.

- Siden hun startede med at dyrke triatlon for en 4-5 år siden, har jeg givet hende masser af råd. Hun er et kæmpetalent. Men det beviser resultaterne jo også, siger Lars Mortensen og henviser til, at Camilla Pedersen foruden Europamesterskabet også har en VM-sølvmedalje.

Ved OL i fjor var Camilla Pedersen reserve for de to danske deltagere Helle Frederiksen og Line Jensen.

I dette efterår skulle sæsonen være endt med deltagelse i det store Ironman-stævne på Hawaii.

- Desværre kommer Camilla ikke med her. Men hun er sej. Jeg er sikker på, at hun nok skal komme tilbage til sporten, siger Lars Mortensen.

Camilla Pedersen pådrog sig ved uheldet et kraniebrud og nogle kritiske blødninger omkring hjernen. Det har betydet, at lægerne ved ankomsten til hospitalet har lagt hende i kunstig koma.

Normalt topper den slags hjerneblødninger først efter tre dage, så hun vil tidligst blive taget ud af komaen i weekenden.

Dagens Gossip