Atlético Madrid åbner 2016 med at erobre førsteplads

Skrevet af admin

02/01/2016

Dagens topnyheder

En bedre start på kalenderåret kunne Atlético Madrid næppe have ønsket sig, end den som blev en realitet lørdag aften.

Med en 1-0-sejr på hjemmebane over Levante overhalede Atlético Madrid rivalerne fra FC Barcelona, som kun formåede at spille 0-0 ude mod Espanyol tidligere lørdag.

Dermed indtager Atlético Madrid nu førstepladsen i Primera Division med 41 point efter 18 kampe. Barcelona har 39 point for en kamp færre.

Det lignede længe en nulløsning Vicente Calderon i Madrid, men ti minutter før tid scorede indskiftede Thomas Teye Partey kampens eneste mål.

Ghaneseren, som kom ind i stedet for angriberen Fernando Torres, brød igennem Levantes forsvar efter en fin aflevering fra midtbanekreatøren Gabi, men afslutningen burde udeholdets keeper Diego Marino have holdt fast i.

Det er anden kamp i træk, at Atlético Madrid vinder ved at score mål i de sidste minutter.

I onsdags vandt madrilenerne 2-0 ude over Rayo Vallecano på to mål scoret i det 88. og 90. minut.

Især Atlético Madrids defensiv har imponeret ved kun at lukke otte mål ind i de første 18 kampe i denne sæson. Det er færrest indkasserede mål af alle hold i den bedste spanske fodboldrække.

/ritzau/