Atlético Madrid kommer op på siden af Barcelona

Skrevet af admin

30/11/2013

Dagens topnyheder

Atlético Madrid fortsætter sin imponerende sæson.

Lørdag vandt hovedstadsklubben med 2-0 på udebane over oprykkerne fra Elche i Primera Division.

Sejren betyder, at Atlético Madrid er noteret for hele 40 point for 15 kampe i ligaen. 13 gange har Atletico Madrid-spillerne forladt banen som vindere i denne sæson.

Førerholdet FC Barcelona er ligeledes noteret for 40 point, men de forsvarende mestre har spillet en kamp færre end Atlético Madrid. Barcelona skal søndag på en svær tur til Athletic Bilbao.

Midtbanespilleren Koke scorede til 1-0 for Atlético Madrid efter lidt over en times spil. I situationen appellerede hjemmeholdets spillere for et frispark lige inden, at Koke sparkede bolden i mål, men dommerens fløjte forblev tavs.

Det var Diego Costa, som Elche-spillerne mente havde begået et frispark. Netop Costa slog sejren fast et kvarter før tid med 2-0-målet. Det var angriberens sæsonmål nummer 15 i ligaen.

/ritzau/