Atlético overtager førsteplads trods chokstart

Atlético Madrid vandt lørdag aften 3-2 på hjemmebane over Levante, hvilket sender klubben op som nyt tophold i den spanske liga med tre point ned til FC Barcelona inden søndagens program.

Hovedstadsklubben fik ellers den værst tænkelige start på kampen. Blot et minut var spillet, da østrigeren Andreas Ivanschitz bragte Levante foran 1-0.

Favoritten lagde i det hele taget svagt ud, men fik bedre fat i spillet, som kampen skred frem. Det lønnede sig efter en halv time, da Diego Godín udlignede på Juanfrans forarbejde.

Stillingen holdt til pausen, men straks efter denne bragte Atlético sig foran 2-1 på Diego Costas scoring. I fortsættelsen pressede hjemmeholdet for at øge, men i stedet dummede holdet sig bagude.

Efter et koks på midten af banen fik Pedro Rios frit løb ned mod Thibaut Courtois i målet, og Rios udlignede sikkert.

Atlético pressede dog hårdt for et sejrsmål, og det udmøntede sig i et korrekt dømt straffespark et kvarter før tid.

Ligaens topscorer, Diego Costa, omsatte til mål med sin anden scoring i kampen og sæsonens 19. i alt i ligaen. Cristiano Ronaldo er noteret for 17.

Dermed kan Atlético Madrid som minimum overnatte på førstepladsen. FC Barcelona har chancen for at tilbageerobre duksepladsen i kraft af en bedre målscore med en sejr søndag over Getafe.

I den anden ende af ligaen befinder Real Betis sig. Tidligere lørdag aften tabte den kriseramte klub igen, denne gang 0-1 hjemme til Almeria på en lynscoring i det fjerde minut.

Den danske målmand Stephan Andersen tilbragte hele kampen på Betis' bænk, og han må derudover lide den tort at holde nytår med sin klub på sidstepladsen.

/ritzau/

Dagens Gossip