Atlético-spiller om pragtmål: Det vigtigste i min karriere

Skrevet af admin

28/04/2016

Dagens topnyheder

Atlético Madrids Saul Niguez gjorde onsdag aften sit navn kendt i de europæiske fodboldstuer, da han efter en flot dribletur køligt placerede bolden bag Bayern Münchens Manuel Neuer og sikrede en 1-0-sejr i den første Champions League-semifinale.

Selv er han da heller ikke i tvivl om målets vigtighed.

- Det er helt sikkert det vigtigste mål i min karriere, og det kunne også være det smukkeste, lyder det fra 21-årige Saul Niguez ifølge Reuters.

Han fik både sat Thiago Alcântara, Xabi Alonso, Juan Bernat og David Alaba af på sin tur mod mål.

- Jeg driblede med bolden og så, at jeg var kommet forbi to modstandere, så da jeg kom ind i feltet, tænkte jeg på at få bolden over til mit gode ben, og fordi jeg fik den over til venstre, placerede jeg bolden, siger midtbanespilleren fra den spanske hovedstadsklub.

Saul Niguez er oppe på ni scoringer i denne sæson, hvor han har været brugt både på den defensive midtbane, i forsvaret og på begge fløje af midtbanen.

- Saul har så mange færdigheder, han er en meget komplet spiller, siger Atlético-træner Diego Simeone ifølge Reuters.

Også Bayern Münchens træner, Pep Guardiola, har lagt mærke til det spanske talent.

- Jeg har set ham før, og han er en fantastisk spiller. Spansk fodbold har endnu et stort talent, siger Guardiola.

Saul Niguez kom til Atlético fra rivalen Real Madrid som 14-årig.

/ritzau/