Atletico udstiller Milan i Champions League

Skrevet af admin

11/03/2014

Mest læste i dag

Atlético Madrid viste sig endnu en gang at være langt bedre end AC Milan, da spanierne tirsdag aften avancerede til kvartfinalerne i Champions League.

Diego Simeones mandskab vandt med 4-1 hjemme på Vicente Calderon og er videre med 5-1 samlet.

Topscorer Diego Costa var allerede på pletten efter godt to minutter, da han på et indlæg fra højrekanten kastede sig frem og prikkede bolden i mål til 1-0.

AC Milan-spillerne blev nærmest trykket i bund, men efter en halv time skabte Kaka et lille håb for gæsterne, da han headede milaneserne på 1-1 efter et indlæg fra Andrea Poli.

Det var fortsat de spanske værter, der dominerede opgøret, og umiddelbart før pausen blev føringen genetableret. Arda Turans skud snød Milans keeper Christian Abbiati, da det ramte gæsternes Adil Rami på vej mod mål.

20 minutter før slutfløjt bragte Atlético Madrid sig foran med 3-1, da Raul Garcia hoppede lidt højere end to modspillere og med panden trykkede bolden ind.

I slutfasen slog Diego Costa sejren fast med sin anden scoring i kampen, da han fra kanten af feltet bankede bolden over målstregen til 4-1. Costa har nu scoret syv mål i Champions League.

Der er lodtrækning til kvartfinalerne den 21. marts.

/ritzau/