Atlético ydmyger Real Madrid efter saksesparksperle

Skrevet af admin

07/02/2015

Dagens topnyheder

For første gang i dette årtusinde vandt Atlético Madrid på hjemmebane over lokalrivalen Real Madrid i ligasammenhæng. Men når det endelig skulle være, så kunne man lige så godt gøre det overbevisende.

Hele 4-0 lød sejren på lørdag eftermiddag. Den blev grundlagt på to hurtige scoringer i første halvleg.

Mest mindeværdigt var Saul Niguez saksesparksmål til 2-0 efter 18 minutters spil.

Dermed fortsætter de forsvarende spanske mestre med at have overtaget på Real Madrid, som Atlético sendte ud af den spanske pokalturnering i januar.

Som sædvanligt var det et toptændt og hårdtspillende Atlético Madrid-mandskab, som træner Diego Simeone havde sendt på banen. Hurtigt skulle det vise sig, at Real Madrid ikke kunne kapere det energiske hjemmehold, der blev sat i gang af et målmandsdrop.

Midtbanespilleren Tiago afsluttede hårdt og fladt, men midt i målet efter 14 minutter.

Normalt ville rutinerede Iker Casillas have reddet bolden let, men målmanden blev i tvivl, om han skulle bruge hænderne eller fødderne til at redde bolden. Det endte i en klodset mellemting, hvorfor bolden smuttede let igennem den sløje parade og over stregen.

Blot fire minutter senere gik det fra ondt til værre for Real Madrid, da Saul Niguez med kampens detalje fordoblede føringen.

Den 20-årige spanier vendte ryggen til mål og udførte et flot saksespark. Via stolpen havnede bolden i netmaskerne bag et måbende Real Madrid-forsvar og et hjemmepublikum i eufori.

Det blev første halvlegs sidste mål, men 2-0-føringen var ikke et mål for stor.

Efter pausen fortsatte Atlético med at spille hårdt og direkte. Det kastede fem advarsler og to mål af sig.

Først gjorde Antoine Griezmann det til 3-0, og efter 88 minutter kastede Mario Mandzukic sig flyvende ind i et indlæg og headede bolden i mål til slutresultatet 4-0.

Med sejren bevarer Atlético et lille håb om at genvinde det spanske mesterskab. Holdet er fire point efter Real Madrid og er á point med Barcelona, der har spillet en kamp færre end de to Madrid-hold.

Barcelona skal søndag forsøge at hale ind på Real Madrid, men det catalanske storhold har en vanskelig opgave ude mod Athletic Bilbao.

/ritzau/