Atletik-chef trækker sig efter belastende doping-mail

Skrevet af admin

22/12/2015

Dagens topnyheder

En af lederne i Det Internationale Atletikforbund, IAAF, trækker sig som følge af dopingskandalen i Rusland.

Det drejer sig om vicegeneralsekretær, Nick Davies.

Briten drager konsekvensen af, at tv-stationen BBC er kommet i besiddelse af en belastende e-mail, der indikerer, at Davies var klar over omfattende dopingsnyderi blandt russiske atleter.

E-mailen er afsendt til den tidligere IAAF-præsident Lamine Diacks søn Papa Massata Diack.

Diack-familien er af fransk politi mistænkt for afpresse russiske atleter for penge for at holde positive dopingprøver hemmelige.

I e-mailen til Papa Massata Diack beskriver Nick Davies, at IAAF er bekendt med doping i russisk atletik før VM i Moskva i 2013. Davies skriver, at man bør begrænse skadevirkningerne og først offentliggøre dopingsagerne efter VM.

Vicegeneralsekretæren skriver videre, at IAAF skal forberede en rapport, der forklarer de mange dopingsager med, at der bliver testet ekstra meget i Rusland.

Nick Davies har afvist, at han har forsøgt at dække over dopede russiske atleter.

Tirsdag aften trækker han sig fra sin post, så sagen kan blive undersøgt til bunds.

- Jeg har besluttet at trække mig fra min rolle i IAAF, indtil den etiske komité har haft tid til at se sagen igennem og får truffet en beslutning om, hvorvidt jeg er skyldig i brud på IAAF's etiske kodeks, siger Davies i en udtalelse fra IAAF.

/ritzau/AFP