Atletik-præsident afviser mørklægning af dopingskandale

Skrevet af admin

14/01/2016

Dagens topnyheder

Der har ikke været nogen form for mørklægning omkring russiske dopingsager, lyder budskabet fra præsidenten i Det Internationale Atletikforbund (IAAF), Sebastian Coe.

Der er ellers for nylig blevet lækket dokumenter, der indikerer, at visse medlemmer af forbundet diskuterer, hvordan man på bedst mulig vis tilbageholder information omkring positive dopingprøver hos russiske atletikudøvere.

- Der er ingen, der dækker over noget, siger den nuværende præsident i IAAF, Sebastian Coe, til CNN.

Sebastian Coe var vicepræsident i IAAF i syv år, før han i august sidste år blev udnævnt som ny præsident i det skandaleramte forbund.

Præsidenten afviser også i et interview med Sky News at have haft kendskab til, at medlemmer i forbundet skulle have diskuteret dopingproblemer allerede tilbage i 2009.

Han understreger, at der blev fulgt op på alle dopingkontroller, der viste usædvanlige resultater, og at resultaterne også blev offentliggjort.

- Det er et enkelt spørgsmål. Blev der fulgt op på alle unormale aflæsninger? Ja. Var der sanktioner, og blev de gjort offentlige? Ja. Blev der dækket over noget? Nej, siger Coe.

IAAF er kommet under heftig beskydning, efter at Det Internationale Antidopingagentur (Wada) sidste år afslørede omfattende og systematisk doping blandt russiske atleter.

Torsdag forventes der at komme nye afsløringer, når Wada udgiver anden del af den rapport, der blev udgivet i 2015. Her forventes det, at IAAF igen vil blive ramt af hård kritik.

/ritzau/