Atletik: Største danske EM-trup i 12 år

Skrevet af admin

04/08/2014

Dagens topnyheder

Løberne dominerer det danske atletikhold, som fra næste uge kæmper ved EM i Zürich.

En stor dansk trup på 16 navne står klar til at kæmpe ved europamesterskaberne i Zürich, som begynder i næste uge og varer fra 12. til 17. august.

Weekendens DM i Odense var deadline for kvalifikation, og nu foreligger så det endelige hold, der er det største ved et EM siden München i 2002.

- På trods af, at vi i forbundet valgte at stramme de internationale kvalifikationskrav, sender vi 16 atleter, hvilket er den største EM-trup i 12 år og en stor tilfredsstillelse, siger Jakob Larsen, direktør i Dansk Atletik Forbund (DAF), i en pressemeddelelse.

- Ved de seneste europamesterskaber for to år siden opnåede vi et meget flot resultat med en sølvmedalje til Andreas Bube og yderligere tre finaledeltagere.

- Blot én af disse, Andreas Bube, er med igen efter en langvarig skade, så der er til dels tale om et generationsskifte, siger Jakob Larsen.

Han henviser til, at halvdelen af truppen debuterer ved et udendørs mesterskab, og at tre af udøverne kun er 20 år.

- Det giver os et spændende udgangspunkt for mesterskaberne, og vi tror og håber på, at holdet kan være med i flere finaler og få nogle placeringer i top-12, siger direktøren.

Det danske hold ved EM:

Nick Ekelund-Arenander, 400 meter og 4x400 meter.

Andreas Bube - 800 meter og 4x400 meter.

Andreas Bueno - 1500 meter.

Abdi Hakin Ulad - 10.000 meter.

Andreas Martinsen - 110 meter hæk.

Nicolai Hartling - 400 meter hæk og 4x400 meter.

Lars Budolfsen - maraton.

Jesper Faurschou - maraton.

Henrik Them - maraton.

Peter Bec - maraton.

Nicklas Hyde - 4x400 meter.

Festus Asante - 4x400 meter.

Jessica Draskau-Petersson - maraton.

Stina Troest - 400 meter hæk.

Sara Slott Petersen - 400 meter hæk.

Caroline Bonde Holm - stangspring.

/ritzau/