Atletikforbund afviser russiske OL-ansøgninger i hobetal

Skrevet af admin

10/07/2016

Dagens topnyheder

Russiske atletikudøvere har fået afvist deres ansøgninger om at stille op til sommerens OL som neutrale atleter.

Ud af 136 ansøgninger har Det Internationale Atletikforbund, IAAF, blot godkendt længdespringeren Darya Klishina.

Det oplyser Ruslands Olympiske Komité søndag til nyhedsbureauet Tass.

Det Russiske Atletikforbund (Araf) er i øjeblikket suspenderet fra deltagelse i internationale konkurrencer, efter at der sidste år blev afsløret omfattende, systematisk doping i russisk atletik.

For ikke at straffe uskyldige atleter åbnede IAAF en mulighed for, at russiske atletikudøvere kunne få deres sag behandlet individuelt.

Tilsyneladende har kun 25-årige Darya Klishina været i stand til at fremlægge de påkrævede dokumenter, der beviser, at hun ikke har været en del af den russiske dopingskandale.

IAAF-godkendelsen af Darya Klishina betyder dog ikke, at hun får lov til at deltage ved OL, da længdespringeren også skal godkendes af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

I sidste uge blev 800-meter-løberen Yuliya Stepanova også godkendt som neutral OL-atlet af IAAF, efter at Stepanova har fungeret som whistleblower i forbindelse med afsløringen af doping i Rusland.

Det er også IOC, der skal tage stilling til, om Stepanova kan konkurrere ved OL.

Det er endnu ikke endelig afgjort, om flere russiske atletikudøvere får lov til at deltage ved OL. Det Russiske Atletikforbund (Araf) har i øjeblikket en appel liggende hos Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

OL afholdes fra 5. til 21. august.

/ritzau/Reuters