Atomkraftværk sender De Grønne ud af Finlands regering

Skrevet af admin

18/09/2014

Dagens topnyheder

Partiet De Grønne træder ud af Finlands regering, efter den regerende koalition har valgt at støtte at opføre et nyt atomkraftværk med hjælp fra Rusland.

Den endelige beslutning skal tages i Riksdagen, og her ventes der at være et flertal for et nyt atomkraftværk i den nordlige del af Finland.

Bag det nye atomkraftværk står det finsk-russiske konsortium Fennovoima, som vil bygge et 1200 megawatt atomkraftværk.

Allerede i 2010 fik Fennovoima en godkendelse, men da selskabet ændrede på leverandører og størrelsen af reaktoren, var en ny godkendelse nødvendig.

Efter et møde i regeringen siger De Grønnes formand, miljøminister Ville Niinistö, at det dermed står klart, at partiet forlader regeringen.

- Jeg er ked af, at vores regeringspartnere besluttede at opgive den linje, som vi i fællesskab var blevet enige om, siger han.

Uden De Grønnes 10 mandater vil statsminister Alexander Stubbs koalition kun råde over 102 ud af Riksdagens 200 pladser.

Fennovoima ejes af det statslige russiske Rosatom og 40 finske selskaber, og det er meningen, at det nye atomkraftværk skal stå færdig i 2024.

Regeringen har imidlertid besluttet, at den finske ejerandel af Fennovoima inden næste sommer skal øges til 60 procent mod 52 procent i dag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Flere investorer har på grund af krisen i Ukraine trukket sig ud af projektet, der vil koste mellem fire og seks milliarder euro (cirka 30 til 45 milliarder kroner). Det har gjort det vanskeligt at finde nye investorer til at finansiere atomkraftværket.

Rosatom er foreløbig ikke omfattet af de sanktioner, som EU og USA har påført russiske selskaber og enkeltpersoner.

/ritzau/FNB