Atomtrussel tæt på Danmark droppet

Litauens vælgere har afvist planerne om at bygge et nyt atomkraftværk til at erstatte det sovjetisk opførte Ignalinaværk, der blev lukket som en betingelse for Litauens optagelse i EU.

Søndagens vejledende afstemning er dog ikke bindende for regeringen.

Knap 62 procent af dem, der stemte, sagde nej, mens næsten 35 procent støttede planen, viser en foreløbig opgørelse fra den nationale valgkomité mandag.

Valgdeltagelsen lå over de 50 procent, som kræves for, at afstemningen skal være gyldig.

Resultatet sår fornyet tvivl om et allerede svagt projekt, fordi afstemningen blev holdt parallelt med parlamentsvalget, hvor nogle venstrepartier var klare modstandere af udbygning af atomkraft i landet.

Alligevel kan det godt være, at atomkraftmodstandere i den sidste ende bliver skuffede.

- Vi går ind for atomkraft, siger socialdemokraternes leder, Algirdas Butkevicius.

Hans parti fik det næsthøjeste antal stemmer efter det mere venstreorienterede Arbejderparti, som Socialdemokraterne ventes at danne koalitionsregering med.

Socialdemokraterne har presset på for at få gennemført en folkeafstemning og beskyldt den konservative regering for at være i ond tro, fordi den støttede projektet, da den var ved magten inden 2008, ligesom den forsøgte at få lukningen af det gamle værk udsat.

Men Butkevicius siger, at problemet er, at de nuværende planer er blevet hastet igennem og ikke rigtig giver teknisk eller kommerciel mening, hvorfor det hele bør tænkes igennem igen.

Lederen af Arbejderpartiet, Viktor Uspaskitj, erklærer sig helt enig.

På trods af stigende atomkraftmodstand i verden efter katastrofen på Japans Fukushima-værk i kølvandet på tsunamien i 2011 har Litauens centrum-højre regering skubbet på for at få bygget et nyt atomkraftværk.

Den nu nok afgående konservative premierminister, Andrius Kubilius, siger, at det er vigtigt for de baltiske lande at have et atomkraftværk både ud fra et strategisk synspunkt og fra et økonomisk synspunkt.

/AFP

 

Dagens Gossip

Dagens TV