ATP har tabt 166 millioner på OW Bunker-konkurs

Skrevet af admin

10/12/2014

Dagens topnyheder

Claus Wiinblad, der er aktiechef i ATP, siger, at ATP i alt har tabt 166 millioner kroner på OW Bunkers konkurs.

Og nu skal konkursen undersøges til bunds for at finde ud af, om der kan placeres et ansvar, så noget af det tabte kan vindes tilbage.

- Vi har nu været med til at sætte en undersøgelse i gang, der skal afdække, om der er noget juridisk at komme efter, siger Claus Wiinblad til Ritzau.

- Det handler både om at se på ledelsens ansvar i forbindelse med konkursen, sælgernes ansvar i forbindelse med børsnotering, og bankernes ansvar i forbindelse med prospektet forud for børsnoteringen, siger han.

ATP er gået sammen med en lang række store aktionærer i OW Bunker som pensionsselskaber og investeringsselskaber for at undersøge OW Bunkers storhed og fald.

Det er advokatfirmaerne Accura og Bruun & Hjejle samt revisionsfirmaet EY, der skal laver undersøgelsen.

- Vi ser også på sagen internt i ATP. Men vi skal have undersøgt alt, og derfor har vi sat en større juridisk undersøgelse i gang, siger Claus Wiinblad.

- Og jeg har en realistisk forventning om, at det godt kan gå hen og blive et langstrakt forløb, inden vi er færdige, siger han.

/ritzau/