ATP overvejer at smide dine pensionspenge i tobaksgigant

Skrevet af admin

14/01/2016

Mest læste i dag

Den danske pensionskæmpe ATP hilser børsplanerne i Scandinavian Tobacco Group velkommen og vil i den kommende tid se nærmere på mulighederne for at købe aktier i koncernen.

- Vi synes, at det er meget positivt, at der nu er udsigt til en dansk børsnotering, og nu vil vi vurdere grundigt, om det er en case, vi vil investere i, siger Stephan Ghisler-Solvang, pressechef for pensions- og investeringsforretningen i ATP.

Umiddelbart er der ingen forhindringer i ATP's etiske retningslinjer for, at ATP kan investere i tobaksindustrien, siger pressechefen.

- Tobak er lovligt både at producere, sælge og købe, og derfor er der i princippet intet til hinder for, at ATP kan vælge at investere, hvis vi vurderer, at det er en investering, der vil give et godt afkast til vores medlemmer, siger han.

Scandinavian Tobacco Group er en af verdens førende producenter af cigarer og traditionel pibetobak.

Koncernen har længe taget tilløb til at blive børsnoteret, men torsdag meddeler koncernen, at processen sættes i gang.

Forud for udbuddet er tobaksselskabet ejet af de to danske fonde Augustinus Fonden og Det Obelske Familiefond med 51 procent og svenske Swedish Match Cigars Holding med 49 procent.

Den planlagte børsnotering forventes at bestå af et salg af op til 40 procent af de eksisterende aktier.

ATP er en obligatorisk opsparing med 4,9 millioner medlemmer - de fleste danskere indbetaler et vist beløb af deres løn til opsparing hos ATP. Det gør den danske pensionsforvalter til en af de fem største pensionskasser i Europa.

/ritzau/