Attentatmand spillede fuld for at nærme sig synagoge

Skrevet af admin

15/02/2015

Mest læste i dag

Den formodede gerningsmand bag weekendens angreb i København spillede beruset for at kunne nærme sig den synagoge i Indre By, hvor han skød og dræbte en jødisk mand, erfarer Politiken fra flere kilder.

Den væbnede mand slingrede ifølge kilderne ved 00.30-tiden som en fuld mand hen ad den smalle Krystalgade, hvor synagogen ligger.

Ifølge Jeppe Juhl, pressetalsmand for Det Jødiske Samfund, slingrede han ikke bare hen ad gaden. Han kastede også op.

- Gerningsmanden kastede op, inden han indledte angrebet. De politifolk, som var på plads, troede derfor først, at det drejede sig om en beruset mand, siger han til den svenske avis Dagens Nyheter.

På den måde kom han helt tæt på den 37-årige jødiske mand, der holdt vagt, og to betjente, der ligeledes skulle hjælpe til med sikkerheden ved synagogen.

Pludselig trak manden sin pistol, dræbte jøden og sårede de to betjente.

Betjentene besvarede angrebet, men det lykkedes dem ikke at stoppe gerningsmanden, der mistænkes for lørdag eftermiddag at have angrebet et debatarrangement på Østerbro.

Også her mistede en mand livet.

Det var netop angrebet på Østerbro, der fik Det Jødiske Samfund i Danmark til at bede politiet om at møde op ved synagogen i Krystalgade.

Man var bange for, at attentatmanden ville lægge vejen forbi.

Ikke desto mindre kom mandens snilde altså alligevel bag på betjentene og den jødiske vagt. Ifølge politiet var der andre betjente i området omkring synagogen, men heller ikke de formåede at bremse manden.

Tidligt søndag morgen slap hans held dog op, da den formodede gerningsmand blev dræbt af politiets kugler på Svanevej i København.

Siden da er oplysningerne begyndt at pible frem om manden.

Ifølge politiet er den dræbte 22 år, født i Danmark og kendt i bandemiljøet.

Han er kendt for flere kriminelle forhold, blandt andet overtrædelse af våbenloven og vold. Ifølge flere medier blev den 22-årige løsladt for blot et par uger siden efter at have afsonet en dom for grov vold.

/ritzau/