Auditør undersøger dårlig behandling af værnepligtige

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

Forsvarets auditørkorps undersøger en påstand om strafbar behandling af værnepligtige ved Gardehusarregimentets Hesteskadron i værnepligtsperioden fra februar 2012.

Hærens Operative Kommando, HOK, har modtaget et anonymt brev fra en angiveligt tidligere værnepligtig ved Gardehusarregimentets Hesteskadron.

Sagen er overdraget til Forsvarets Auditørkorps, der skal afgøre, om der er hold i anklagerne og stå for den videre sagsbehandling.

- Vi har iværksat en undersøgelse, hvor vi tager fat i relevante personer, som vil være en lang række personer fra det pågældende eskadron, siger fungerende auditør Kristian Kirk til Ritzau.

Brevet beskriver flere eksempler på uacceptabel behandling af de værnepligtige gennem værnepligtsperioden, der startede i februar 2012.

- De handlinger, der er beskrevet i brevet, er i flere tilfælde ulovlige og i alle tilfælde uacceptable og ikke i tråd med, hvordan man i hæren behandler sine medarbejdere, skriver HOK i en pressemeddelelse.

- Personer, der behandler folk uacceptabelt, har ikke nogen plads i hæren, lyder det.

Hærens Operative Kommando fastslår, at man arbejder for, at hæren skal være en arbejdsplads, hvor der er plads til mangfoldighed, og hvor de ansatte behandles ordentligt. Sager om dårlig mandskabsbehandling tages derfor meget alvorligt.

Ved alle Hærens tjenestesteder er der tillidsrepræsentanter, talsmandsordninger og personlige rådgivere, der blandt andet skal fungere som støtte og for medarbejdere, så dårlig mandskabsbehandling ikke finder sted og eventuelt standses hurtigst muligt.

/ritzau/