Auf wiedersehen, Deutschland: Danmark i semifinalen

Skrevet af admin

18/12/2013

Dagens topnyheder

Det danske kvindelandshold har sat kursen mod de første medaljer i ni år, efter at holdet onsdag aften kvalificerede sig til semifinalen ved håndbold-VM i Serbien.

Tyskland blev slået 31-28 efter et mægtigt drama i Novi Sad, hvor holdene skiftedes til at have overtaget.

Det var en kamp, hvor de to angreb var noget bedre end forsvarene, og for Danmarks vedkommende var savnet af den syge forsvarer Pernille Holmsgaard mærkbart.

Men selv om tyskerne kom lovlig let til scoringerne, hang Danmark på, og dermed bliver det Jan Pytlick og Danmark, der skal spille semifinale mod Brasilien på fredag.

Til gengæld må Tysklands Heine Jensen som den første af turneringens fire danske trænere rejse hjem.

At kampen blev så spændende, var ikke til at forudse i indledningen, for danskerne havde fra start et jævnt overtag og flere solide føringer undervejs i første halvleg.

Angrebsspillet fungerede periodevis glimrende med Kristina Kristiansen som inspireret playmaker, gode angrebsopbygninger til stregen og veltimede kontrastød.

Mindre positivt var det, at der var for lidt kraft i langskuddene fra Louise Burgaard og Stine Jørgensen på backerne, men Anne Mette Hansen agerede god substitut for Stine Jørgensen, der virker lidt ramt på selvtilliden.

Anne Mette Hansen fik et straffekast og to scoringer ud af sin korte tid på banen i første halvleg, men desværre brændte hun også i fri position i overtal, hvor danskerne kunne være kommet to mål foran og dermed kunne have ført ved pausen.

I stedet udlignede tyskerne til sidst, og Jan Pytlick fik nok at gøre med at lukke de store huller i forsvaret, der ikke havde nær så godt fat som tidligere i turneringen.

Fraværet af Pernille Holmsgaard ødelagde tilsyneladende lidt af balancen i defensiven, der som ventet havde problemer med VM-topscorer Susann Müllers brandvarme venstrearm.

Også den tidligere Tvis-spiller Anna Loerper gjorde ondt på danskerne med sine gennembrud, men det var med til at forstærke billedet af en god angrebskamp, der mindede en del om målorgierne ved sidste års EM.

Det hjalp på danskernes spil, at Line Jørgensen kom på banen i anden halvleg i stedet for Burgaard, der ikke ramte niveauet fra kampen mod Montenegro.

Kampen så ud til at være knækket med tysk tremålsføring midtvejs i anden halvleg, mens publikum og halspeakeren i Novi Sad var mest optagede af, hvordan det gik Serbien i den samtidige kamp mod Norge i Beograd.

Men danskerne kom igen tilbage, og særligt fløjspilleren Trine Østergaard blomstrede med en række fine scoringer i slutfasen.

Dermed forlænger Danmark VM-eventyret med yderligere to kampe: Semifinalen mod Brasilien på fredag og enten finalen eller kampen om bronzen på søndag.

/ritzau/