Augsburg kan løbe rundt i et år på stor Chelsea-handel

Skrevet af admin

17/08/2015

Dagens topnyheder

Det engelske mesterhold Chelsea har søndag hentet den ghanesiske forsvarsspiller Abdul Rahman Baba i tyske Augsburg.

Chelsea betaler ifølge engelske medier 148 millioner kroner for det 21-årige forsvarstalent, men prisen kan ryge op på mere end 225 millioner kroner, hvis Baba får succes i London-klubben.

Det vil i så fald være mere end hele Augsburgs budget for den igangværende sæson i Bundesligaen.

Abdul Rahman Baba er en stor succeshistorie for Augsburg, der for blot et år siden hentede ghaneseren i Greuther Fürth i den næstbedste tyske fodboldrække.

- Abdul Baba Rahman har udviklet sig helt vildt i det ene år hos os.

- Det er ikke kun en belønning for hans præstationer, men også for vores arbejde, hvis en international gigant som Chelsea viser interesse, siger Augsburgs sportslige forretningsfører, Stefan Reuter.

Abdul Rahman Baba bestod lørdag et lægetjek i Chelsea, der har fået en skidt start på sæsonen i Premier League.

Mesterholdet tabte søndag 0-3 på udebane til Manchester City. Status for Chelsea er et enkelt point efter sæsonens to første spillerunder.

/ritzau/AFP