Augsburg-målmand får regning for at sabotere straffeplet

Skrevet af admin

09/12/2015

Mest læste i dag

Da Augsburg i weekenden var på besøg hos FC Köln, kom målmand Marwin Hitz i centrum, da han saboterede straffesparkspletten før et straffespark til Köln.

Kölns franske angriber Anthony Modeste gled efterfølgende i afslutningsøjeblikket, og Marwin Hitz snuppede straffesparket. Augsburg vandt efterfølgende kampen 1-0.

Nu bliver Augsburg-målmanden afkrævet betaling for at have ødelagt banen. Det skriver Reuters.

I øjeblikket før straffesparket skulle eksekveres, stod Hitz over pletten. Her tvistede han sine støvler ned i banen for at ødelægge græsset i det område, hvor bolden skulle placeres. Dommer Daniel Siebert stod lige ved siden af, men reagerede ikke.

Det Tyske Fodboldforbund, DFB, har sagt, man ikke vil straffe målmanden på trods af den usportslige optræden.

Men firmaet, der vedligeholder Kölns grønsvær, vil ikke lade episoden gå i glemmebogen.

De sender derfor en regning på 122,92 euro til Hitz. Det er det beløb, det har kostet at reparere banen.

- Det handler ikke om pengene, men det er en lille straf, der ikke gør nogen skade. Hvis Marwin Hitz betaler regningen, donerer vi pengene til et børnehospital i Köln, siger en talsmand for firmaet til Reuters.

Firmaet siger, at det krævede en kvadratmeter nyt græs og to greenkeepere at reparere Hitz skader. Ifølge dem tog det to timer at rette banen op.

- Hvis regningen er sendt med et blink i øjet, vil jeg straks betale, selv om jeg tror, vores greenkeeper ville have lavet banen hurtigere, skrev Hitz på sin Facebook-profil tirsdag eftermiddag.

/ritzau/