Augsburg vil gerne forlænge aftale med Højbjerg

19-årige Pierre-Emile Højbjerg har indtil videre gjort det godt i bundesliga-klubben Augsburg, som har lejet den danske midtbanespiller i Bayern München.

Efter planen skal han til sommer retur til det tyske mesterhold, hvor han har kontrakt frem til sommeren 2018.

Men Augsburg vil gerne forlænge aftalen med danskeren, udtaler klubbens sportschef, Stefan Reuter, til Ekstra Bladet, som via det tyske medie Bild har stillet spørgsmål om teenageren.

- Det er selvfølgelig noget, vi er interesseret i. Jeg taler løbende med Bayern München, men jeg tror ikke, der træffes en beslutning her og nu. Hvis både Bayern München og Højbjerg selv synes, det er en god løsning, så er vi også interesseret, siger Reuter.

Højbjerg er først kommet til Augsburg i vinterpausen, men er faldet godt til, mener sportschefen.

- Vi kendte jo hans kvaliteter, og der er ingen tvivl om, at han har markeret sig hurtigt. Han er stadig en ung spiller, men han har masser af kvalitet i sit spil, og han er ikke en type, der gemmer sig.

- Vi er meget glade for ham og det indtryk han har efterladt hidtil, siger Reuter.

Augsburg indtager sjettepladsen i Bundesligaen - blot tre point fra en direkte Champions League-plads.

/ritzau/

Dagens Gossip